Møgungen

Tik, tak, tik, tak tiden sneglede sig af sted. Nu var der kun 15 min. Til vi havde sommerferie, 15 min. Tilbage på den folkeskole som jeg havde gået på hele mit liv. Efter ferien skulle jeg starte på efterskole. 10 min, 5 min, 2 min. Så skete det endeligt klokken ringede og alle farede ud af klassen og ud af skolen. Jeg var selv en af dem. Vi sagde alle sammen farvel til hinanden, og ønskede god ferie. Min bedste veninde og jeg røg en smøg inden vi sagde farvel, selvom vi vidste at vi ville ses om aften igen. Da jeg kom hjem, havde min far allerede tændt op i grillen, og min mor stod og skar salat. Vi skulle fejre min mors fødselsdag om aften og hele min familie kom.

Hurtig blev klokken 17, jeg skændtes med min far hele eftermiddagen, han ville ikke have at jeg gik nogen steder, og han gad i hvert fald ikke have at jeg drak mig fuld. Da jeg havde sat og surmulet under hele middagen, gav han sig dog og jeg fik lov til at gå. Jeg mødtes med min veninde, og to drenge. Vi delte en flaske vodka og røg en joint stemningen røg i vejret og vi løb rundt, dansede og grinte. Vi blev alle fuldere og fuldere. Men jeg var nok den der var allermest fuld. Til sidst kunne jeg knap nok stå oprejst. Min far havde sagt at jeg skulle være hjemme senest klokken 23. men klokken blev 24, den blev 1 og den blev 1:30 før jeg fik snøvlet mig hjem. Jeg var meget fuld og skæv da jeg trådte ind af døren der hjemme. Min far stod i køkkenet, men jeg var ligeglad. Jeg fik verdens største skideballe og fik ikke lov til at ud dagen efter. Den aften tænkte jeg ikke videre over det. Jeg grinte bare ad ham og gik i seng.

Dagen efter vågnede jeg med de største tømmermænd, og huskede godt at min far havde sagt at jeg ikke måtte komme ud i aften. Så jeg begyndte allerede at plage ham fra morgenstunden af. Men han var urokkelig, jeg havde misbrugt hans tillid til mig og han ville slet ikke høre noget brok fra min side af. Vi skulle ud til nogen venner og spise aftensmad. Humøret blev bedre, og ingen snakkede om min opførsel fra aften før. Men mine venner blev ved med at sige til mig at jeg skulle komme. Og jeg brændte virkelig for at komme ud. Så da vi kom hjem, sagde jeg til min forældre at jeg blev ude i haven, og de gik ind. Da der var gået et stykke tid, gik jeg min vej, stille og roligt, med gode tanker om at mine forældre ikke havde opdaget det. Men ingen tanker på hvad det ville få af konsekvenser. Da jeg var nåede 100 m. hørte jeg en løbe bag mig, og da jeg vendte mig om var det min far. Han tog hårdt fat i mig, og råbte et eller andet.

Han slæbte mig hjem, og sagde jeg skulle gå op på mit værelse. Jeg gik op og tog en hurtig beslutning, jeg hentede et glas vand, mens min far var nede i køkkenet, jeg fandt mine piller frem det var næsten helt fuldt. Jeg bad til at jeg ville komme væk, jeg havde ikke lyst til at få skæld ud. Jeg tænkte ikke over konsekvenserne jeg slugte bare samtlige piller der var i glasset. Det tog kun et øjeblik, men det var det øjeblik der ændrede mit liv. Jeg tog mig til maven det gjorde uendeligt ondt i den. Jeg smed det tomme glas på gulvet og satte mig på min seng. Lige med det samme kom min far ind. Han så med det samme det tomme glas det lå på gulvet, spurgte mig om et eller andet, men jeg havde ingen kræfter til at svare. Jeg græd og græd og græd, fortrød det så meget, at jeg havde været så egoistisk og kun tænkt på mig selv. Min far tog sin tlf. og ringede til sygehuset og spurgte hvad han skulle gøre.

På vej ud af entréen så jeg min lillesøster og min grædende mor. Vi kørte på hospitalet. Hvor der blev stukket en slange ned i halsen på mig, så jeg kunne kaste op. Og jeg skulle drikke noget kuld af en art. Der ikke smagte godt. Jeg lå inde på sengen, mens min far var ude og snakke i tlf. med min mor. Sygeplejersken kom ind til mig og sagde jeg havde besøg. Det var min bedste ven, der var kommet for at ”skælde ud” hvad han sagde til mig kan jeg ikke huske. Faktisk kan jeg ikke huske særlig meget fra den aften. Det er noget jeg har fået fortalt. Jeg var indlagt på sygehuset i 3dage. Og fik hele tiden besøg, der var hele tiden nogen, desværre for det eneste jeg ønskede var at være alene.

Selvom det er næsten 4 år siden det skete, så bliver jeg tit mindet på det, både af mig selv. Men også af så mange andre. Jeg tænker meget over det, og hvor heldig jeg var den aften, jeg fik at vide af sygehuset at havde der været 10 piller mere i det glas så havde jeg ikke levet i dag. Så måske var der noget der holdte hånden over mig den aften? I hvert fald så tænkte jeg meget over døden da jeg kom hjem. I dag er jeg mest bare sur på mig selv, over at jeg kunne få mig selv til det. Selvom man i det øjeblik hvor det sker ikke tænker på ens familie og venner. Selvmord er en egoistisk handling. Men man tænker ikke over det. Selv den dag i dag er mange i min familie og jeg selv berørte af det jeg gjorde, dengang. Mine forældre blev skilt kort tid efter det skete. Og min lillesøster føler nogen gange, at hun kunne have stoppet mig, og føler at det er hendes skyld. Men det er ingens skyld, kun min egen. Det har sårede mange, men det har også gjort mig stærkere. Dengang tog jeg ikke døden og skæbnen seriøs. Men det gør jeg i dag. Døden er derude, men man behøver ikke at hjælpe den til at komme. Uanset hvor meget jeg ønsker at glemme mit selvmordsforsøg, så vil det altid sidde i mig.